| | | | |
|
|
Værdigrundlag.
I Sct. Maria Hospice Centers formål står der bla.a. , at målet er :” at yde kvalificeret lindrende pleje og behandling til uhelbredeligt syge med forventet kort levetid og døende mennesker ud fra er kristent livssyn”, dette sammenholdt med hospicefilosofien, har betydet, at der fra starten har været ansat en præst som en del af det tværfaglige team.
Præstens ansættelse.
Præsten er ansat i Folkekirken og lønnet af Kirkeministeriet.
Præsten har været en del af SMHC, siden stedet åbnede i november 1995, først med en kvote på 25%, siden med en kvote på 50%. Herudover er præsten ansat ved Sct. Johannes Kirke, en af Vejles bykirker, ligeledes med en kvote på 50%.
Præstens tilstedeværelse på SMHC .
Så vidt det er muligt kommer præsten tre gange om uge, almindeligvis mandag, onsdag (ofte onsdag aften) og fredag (oftest fra kl. 8.30), samt ved tilkald og til møder, der ligger på andre dage og tidspunkter.
Hvem får tilbud om besøg af præsten ?
Præsten er et tilbud, en mulighed for alle patienter og pårørende samt for personalet.
Hvad tilbyder præsten ?
Præsten : - hilser på nyindlagte patienter og præsenterer det tilbud og de muligheder, der ligger i præstens tilstedeværelse
- yder åndelig omsorg, sjælesorg til patienter, pårørende – og personale
- skaber kontakt til patientens hjemsognspræst, hvor det ønskes
- holder hjemmealtergang, nadver på stuen
- holder musikandagt hver 3.uge ude under ”stjernehimlen”
- læser gerne salmer og bibelhistorie op på stuen
- står for oplæsningsaftenerne om onsdagen sammen et par af de frivillige
- står til rådighed ved udsyngning
- deltager i tværfaglige konferencer, ledergruppemøder og personalemøder
- deltager i den kliniske interessegruppe vedrørende sorg (KIG sorggruppen)
- deltager i udadvendte aktiviteter, foredrag og undervisning
- står for Alle Helgensgudstjenesten
Hvem samarbejder præsten med ?
Alle faggrupper på SMHC, d.v.s. læger, sygeplejersker, musikterapeut, administrator og frivillige, samt hvor det ønskes også med hjemsognspræsten.
Præsten kan være en del af behandlingen, ligesom de åndelige behov kan være en del af patientens univers, af patientens lidelse og/eller glæde og styrke.
Begravelser og bisættelser.
Der foretages ikke begravelser og bisættelser fra SMHC. Vi tilbyder ikke en ”pakkeløsning”; idet folk hører til i deres hjemsogn, det er derfra deres netværk kan tage afsked, det er dér enken eller enkemanden skal søge sin tilknytning (og måske lære sin præst at kende, en præst, der har mulighed for at følge op), og det er dér, familien senere vil komme til kirkegården.
Evt. Kontakt til præsten:
Hospicepræst Lone Klok
E-mail : LOK@KM.DK
Tlf. 76 40 53 53 eller 75 82 22 12
|
|
|
På Sct. Maria Hospice Center tager vi udgangspunkt i, at den enkelte patients symptomer, f.eks. smerte, appetitløshed, uro og åndedrætsbesvær er sammensatte størrelser. F.eks. smerte er ikke nødvendigvis kun fysisk betinget; men kan også have sit udspring i psykiske eller sociale bekymringer og i åndelige behov, der ikke er imødekommet.
Derfor har tværfagligt samarbejde lige fra starten og i det forgangne år været en af hovedhjørnestenen i arbejdet på Sct. Maria Hospice Center, både i dagligdagen og ved de ugentlige konferencer om de enkelte patienter, hvor alle faggrupper deltager.
Hver især har vi vores opmærksomhed og iagttagelser om den enkelte patient, og tilsammen giver det et billede at hele patientens situation og de enkelte faggruppers muligheder for at lindre symptomer og gener. Samtaler med præsten, massage af fysioterapeuten, god lejring og nærvær kan derfor sammen med og i lige så høj grad som smertestillende eller beroligende medicin være de afgørende faktorer for en god lindring.
Så vidt muligt har jeg deltaget i de tværfaglige konferencer og har herudover haft daglig kontinuerlig kontakt med plejepersonalet om den enkelte patient. Vi har arbejdet på, at det skal være ligeså enkelt og naturligt at formidle oplysninger om patienten til præsten, herunder patientens eventuelle åndelige behov, som det er at formidle andre oplysninger til lægen, kokken og fysioterapeuten.
Ud over de daglige samtaler med sygeplejerskerne kan der ofte også ligge besked om patient ønske i journalen eller min skuffe; det kan være ønsker om besøg, hjælp ved eksistentielle eller religiøse spørgsmål/kriser, der indgår som en del af helhedsindsatsen. Selv begrænser jeg min formidling i journalen, pga. min tavshedspligt, til at notere, hvornår og hvilken grad af kontakt jeg har haft med patienten og dennes evt. pårørende, samt hvordan jeg evt. mener, at det øvrige personale kan følge min kontakt op. I det omfang, patienten ønsker at løse mig fra min tavshedspligt, kan jeg mere udførligt gøre rede for mine indtryk af patientens situation og lade den vurdering indgå i helhedsindsatsen.
På Sct. Maria Hospice Center går vi altså ud fra, at alvorligt syge mennesker tæt på døden ikke kun har behov for fysisk omsorg, pleje, mad og medicinsk behandling; men at mennesket ligesåvel har behov for fællesskab, opmærksomhed, nærvær, kærlighed og åndelig omsorg.
Min erfaring er, at de fleste mennesker har eksistentielle og åndelige behov, de fleste stiller uvægerligt spørgsmål af den karakter stillet over for livets afslutning. For over for døden tvinges vi til at sige "jeg", det er ikke længere "vi" eller "man", men "mig", det drejer sig om, og hvis ikke der er fælles opmærksomhed, hvis ikke der er tid og rum, indsigt og vilje til at imødekomme disse behov, overser eller fortier vi dem, så betyder det jo ikke, at de ikke er der, eller at de blot forsvinde; men at de giver en følelse af ensomhed og forladthed hos den syge, og at de kan vise sig som smerte, åndedrætsbesvær, uro og angst.
Nogle steder i sundhedssektoren kan der spores en afvisning af de åndelige behov, en forlegenhed eller tilbageholdenhed af frygt for overgreb, hvis åndelig/religiøse behov tages op og en "det-er-ikke-vores-opgave" holdning. Det kunne jo vendes om, og vi kunne sige, at når vi ikke åbner op for de åndelige/religiøse dimensioner, er det forbundet med svigt, idet vi forhindrer disse dimensioner i at fremkomme naturligt. Sagt på en anden måde: det er ikke blot fare for overgreb ved at være åben for og tale om den åndelige side, det kan ligesåvel være et overgreb at tie om den.
Derfor er vores opgave at invitere til samtale om det, der tynger, også selvom det kan gøre ondt og være svært for den syge, for det gør mere ondt at lade være. Blot skal vi hele tiden have øje for, at det er patienten selv, der sætter dagsordenen. Vi skal være der, turde gå ind i lidelsens rum, blive der, lytte, gå ind i sorgen hus og kunne rumme de følelser, den døende har, og gå ud igen; for selv har vi ikke været der endnu, derude ved tilværelsens yderste kant, hvor det døende menneske er. Det er os, der skal være åbne, lytte og lære – og våge.
|
|
|
"Når man fortæller, sætter man ting sammen, som er gået i stykker"
........ Karen Blixen
Vi lever i en verden, der er i hastig forandring, der fokuseres på ”her og nu” og på visioner for den tid, der skal komme, målet er til stadighed ”at komme videre”. Midt i denne fremadskridende bevægelse tales der om, at vi har mistet vores historie, at vi er blevet historieløse, løsrevet fra vores sammenhæng, uden fælles orienteringspunkter og henviste til at se livet, ikke som et fælles projekt, men som et individuelt projekt, der helst skal lykkes.
Ind i denne historieløse tid med manglende fælles erfaringer og orienteringspunkter, er der opstået en interesse for livshistorien, for den enkeltes fortælling om sit liv. En nødvendig fortælling, siges det, for at opleve sammenhæng og mening med det liv vi lever og har levet.
Når man er alvorlig syg og døende, er der ikke som tidligere perspektiv i at fokusere på ”at komme videre”, men snarere i ”at samle op ”, at samle sig.
Når dagligdagen slås i stykker og ligger fragmenteret og uden dén mening, man troede, den indeholdt, så kan livshistorien, fortællingen om livet være med til at sætte liv sammen, være med til at man får samlet ”den røde tråd” op.
Fortællingen kan således være med til at skabe sammenhæng og dermed mening, et forhold der er blevet tydeligere og tydeligere for mig i de 5 år, der er gået siden SMHC begyndte , og et af de områder, jeg har arbejdet med i det forløbne år.
Patientens og de pårørendes livshistorie kan således være med til at kortlægge de åndelige behov, idet livshistorien afdækker vigtige sider ved fortællerens livsopfattelse, ja livshistorien bærer den enkeltes eksistentielle virkelighed med sig, ”afslører” hvad denne anser for vigtigt, for rigtigt og forkert, hvad der giver mening, dybest set hvad der er et ”godt liv”. Det øgede kendskab til fortællerens værdier og ressourcer kan øge forståelsen for patientens situation og sætte personalet bedre i stand til at give en individuel hjælp og støtte, behandling.
Jeg ser således livsfortællingen som et redskab i sjælesorgen, ja som en sjælesørgerisk metode, hvor patienten er i centrum og skriver dagsordenen, en metode, der ikke så meget ønsker at gøre mennesker til eksperter i at forstå livet eller tackle det, men snarer i at stå ved livet og leve det, få ejerskab til det levede liv.
For at livshistorien kan blive fortalt og føre til ejerskab, hvor den fortællende står ved sit liv i al dets mangfoldighed, forudsætter det imidlertid, at der er en at fortælle til, at der er en, der lytter og giver sig tid, eller sagt på en anden måde, at der er nogen, der bevidner det levede liv.
Livsfortællingen er da ikke bare ord, der lyttes til, men kostbare ord, dyrebare ord, der kræver mod, og jeg vil gå så vidt som at sige, at det er ”et helligt embede” at lytte, såvel for præsten som for det øvrige personale på hospice (eller andre steder).
Gennem årene har jeg videre erfaret, at patienters livsfortælling ofte ikke blot har haft karakter af bevidnelse, men også af bekendelse, bekendelse ikke blot overfor mennesker, men også overfor Gud. Utilsløret og usmykket at stå ved sig selv og sit liv overfor mennesker og overfor Gud kan betyde befrielse og frigørelse, hvor den bekendende så at sige fortæller sig fri, man kan sige at ”sandheden gør fri” og forløser.
Disse erfaringer har jeg blandt andet arbejdet videre med i en 3 måneders studieorlov, jeg har haft i efteråret, ligesom jeg har arbejdet med ritualernes betydning for mennesker i sorg og krise. To emner jeg også vil fokusere på og arbejde med i det kommende år.
Året 2001 kommer da også til at betyde bedre muligheder for præstens arbejde, idet præstestillingen med virkning fra 1.marts øges fra de nuværende 25% til 50%, et forhold der vil give en tiltrængt balance i det egentlige arbejde.
Den nye omkvotering af præstens arbejde sker foreløbig for 2 år, hvorefter der på baggrund af en evaluering tages stilling til, om det skal være en permanent ordning. Det betyder, at jeg i det (de) kommende år vil foretage en undersøgelse af præstens arbejde og af patienter og pårørendes kontakt med præsten : hvorledes kontakten kommer i stand, besøgets og samtalens karakter, hyppighed m.m.
Den nye omkvotering giver også mulighed for at følge op på en tidligere evaluering på SMHC, hvor vi fandt, at der var brug for en styrkelse af , lad os kaldet det ”det poetiske sprog”. En styrkelse af eventyr og bibelhistorie, fortællinger og lyrik, hvorfor jeg i året, der kommer, vil tilbyde oplæsnings- og fortælleaftener – og det vil jeg, fordi de fleste mennesker livet igennem gør brug af forskellige inspirationskilder, der er med til at give deres liv indhold og mening, sammenhæng, dybde, fylde, glæde, undren, modstand – kort og godt liv og kraft, og det kan netop være gennem fortællinger, eventyr, bibelhistorie, lyrik, musik, billeder, symboler, ritualer…
Hos alvorligt syge mennesker kan man ofte se, at inspirationskilder af denne type , så at sige er udtørrede af mange grunde, derfor er det, for mig at se, en del af den åndelige omsorg at tage disse manglende inspirationskilder alvorlig og stimulere dem, så de ikke udtørres, samt tilbyde nye tilgange.
Hospicepræst Lone Klok
|
|
|
Åndelig omsorg er, sammen med fysisk, psykisk og social omsorg, en af hovedhjørnestenene i hospiceplejen, og det område jeg som præst normalvis virker indenfor. I min terminologi hedder det sjælesorg, det arbejde jeg udfører, og det tilbud jeg har at give patienter, pårørende og personale.
Sjælesorg kan være kontakten og samtalen med den eller de enkelte, og det kan være en "kollektiv" sjælesorg, f.eks. den, der kommer til udtryk i rituelle sammenhænge, f.eks. de musikandagter vi holder under "sjernehimlen".
Min årsberetning vil denne gang tage udgangspunkt i og sætte fokus på, hvorledes jeg i det forløbne år har arbejdet med at yde sjælesorg på en flersidig måde, idet jeg ofte har forsøgt at slå bor mellem den sjælesørgeriske kontakt og samtale - og muligheden for sjælesorg i en rituel ramme, her i musikandagtens rum.
Hver 3 onsdag har vi en musikandagt ude under og omkring "stjernehimlen", forhåbentlig kan det med tiden blive til hver 2. onsdag, da ikke alle patienter får muligheden for at deltage, idet gennemsnitsindlæggelse er ca. 3 uger.
At det er en musikandagt betyder, at musikken spiller en vigtig rolle. Udover, hvad der normalvis hører med til en andagt/kort gudstjeneste, har vi hver gang besøg af en musiker, der spiller to eller 3 stykker instrumentalmusik for os. Det kan være: fløjte, violin, cello, guitar, klarinet, harpe mm.
Når vi lægger vægten på musikken, er det udfra en erfaring af, at musikken når ind til dybere lag i mennesket end ord måske kan nå - og for at give et ordløst rum til eftertanke, fordybelse, bøn og glæde. Musikken får en meditativ funktion, og vi oplever, at ordene og musikken gensidigt forstærker, belyser og viser hen til hinanden - og udvider gudstjenestefællessskabet til også at rumme dem, der end ikke finder kræfter til at få sengen kørt hen til "gudstjenesterummet"; men ønsker at have døren åben.
I min forberedelse, dvs temaet for den enkelte musikandagt forsøger jeg at tage udgangspunkt i religiøse eller eksistentielle spørgsmål og tanker, der aktuelt rører sig hos en eller flere patienter, sådan at jeg naturligvis løfter det fra det private til det almene, da der både er den enkeltes integritet at tage hensyn til og min tavshedspligt som præst. Det er her "brobyggeriet" kommer ind, brobyggeriet mellem den personlige sjælesørgeriske samtale og den "kollektive" sjælesorg i musikandagtens rum.
Jeg forsøger således at lytte mig ind til, hvad der rører sig i de mennesker, der bor eller kommer på SMHC og lade dem være med til at skrive dagsordenen og tilbyde dem fællesskab, komme dem i møde, også i en rituel sammenhæng og i et rituelt sprog ud far en kristen tilværelsestolkning og tro.
Temaerne kunne være: "bønnens afmat", " skyld/tilgivelse", "den skjulte Gud", "Guds vrede- brede på Gud", " er jeg noget værd?", "retfærdighed", "håb", "livet efter døden". MEN jeg kunne også vælge at bruge det, man kan kalde "teologisk refraiming", sådan at forstå, at en patient holder sig selv fast i et bestemt tankesæt, hvor tankerne går i ring, hvor patienten f.eks. ikke kan slippe mørket eller bliver afmægtige i bitterhed, da kunne jeg også vælge at bryde mørket ved uventet at tilbyde en anden tankevinkel.
I stedet for f.eks. at blive i spørgsmålet: "hvorfor er der så meget ondt i verden?" - " hvorfor så meget uretfærdigt?", kunne jeg i stedet spørge: " hvorfor er der så meget godt i verden?" - " er det gode retfærdigt?". Midt i livets nederlag kunne det også være at minde om livets velsignelser og kalde til taknemmelighed, man kunne sige, at kalde til "taknemmelighedsorden", midt i mørket holde livets "lys-billeder" op.
Udover temaernes sjælesørgeriske intention i musikandagterne, er musikandagten for mig i sig selv udtryk for sjælesorg, idet den kan være med til at løfte den enkelte ud af ensomheden, ud af aleneheden. Dels fordi gudstjenestefællesskabet er et af de eneste fællesskaber, ud over det man har med sine nærmeste, som man kan blive ved med at være et fuldgyldigt og ligeværdigt del af, også når man selv ikke kan yde så meget, dels fordi ritualet så at sige slår bro mellem den syge og døende og de raske.
I ritualet er i således fælles om noget, på trods af vores forskellige situationer. I ritualet siger vi: "vi"; fællesskabet understreges: "vi" tror på Gud fader - Fader "vor" - tilgiv "os", vi synger de samme salmer og modtager den samme velsignelse.
I ritualet kan vi løftes ud af ensomheden, aleneheden, for i ritualet er vi ikke blot private; men draget ind i et større fællesskab, hvor vi er en del af en større historie, af en større virkelighed.
I gudstjenesten, i musikandagten drages vi ind i Guds historie og modtager en fælles tilsigelse af Guds nåde og forkyndes et fælles håb, et håb der peger ud over her og nu og binder det, der er, sammen med det, der skal komme. Gennem ritualet forkyndes, at fremtidsperspektivet ikke ophører; men at det forvandles, et håb, der kan være fælles for alvorligt syge og den raske og forlene et fællesskab, et "vi" på trods.
Musikandagterne er et tilbud til patienter og pårørende, og de bliver en mulighed for mig som præst, ikke blot til at bygge bro mellem den personlige sjælesørgeriske samtale; men også til at få en naturlig kontakt til nye patienter og pårørende og følge op hos dem, der ønsker at være med til musikandagterne.
Patienter, pårørende, personale, enkelte søstere og frivillige deltager i musikandagterne. Der deltager to frivillige hver gang, som er specielt opmærksomme på at give patienter en hånd, en hjælp, hvis personalet er optaget andetsteds, de hjælper med salmebøger, tager imod de besøgende, der evt. kommer midt under gudstjenesten og viser dem tilrette, så de føler sig velkomne.
De frivillige forbereder en kop kaffe og servere den efter gudstjenesten, så fællesskabet har mulighed for at fortsætte i en uformel snak. De frivillige er således med til at give ro og tryghed omkring musikandagterne, fordi de er med som en aktiv og ansvarlig del af fællesskabet.
I 1999 deltog gennemsnitlig 14 personer til musikandagterne.
|
|
|
Hvor mange gange skal noget gentages, for at man kan kalde det en tradition ? Er to gange nok ?
I så fald har vi skabt en ny tradition på Sct, Maria Hospice Center, idet vi i to år har holdt Alle Helgensgudstjenste for pårørende, der har mistet, - for personale, der har været tæt på, - for bestyrelse, frivillige, nonner og venner af huset. Gudstjenesterne er blevet så vel modtaget og så vel besøgt, at det er vores tanke at fortsætte, således at vi i 2003 kan indbyde til ”Alle Helgensgudstjeneste som traditionen foreskriver”.
Der er noget trygt ved traditioner, den velkendte ramme giver ro og mulighed for fordybelse.
Gudstjenesterne har været holdt Alle Helgen søndag aften i Sct. Norberts Kirke, som venligst er blevet lånt os, og før gudstjenesten blev alle mødt af vores hospicechef og souschef i kirkedøren, så alle, der kom, blev set og mødt.
Sigtet med at invitere til Alle Helgensgudstjeneste har været mangesidigt.
Det vigtigste er, at vi her har et sted at gå hen med vores sorg og klage, vores skyld og smerte, og også vores tak og glæde, vores håb og tro. Når vi i livet står overfor noget, der er større end os selv, når vi står overfor det, vi ikke selv kan bære eller rumme af sorg eller glæde, er kirken, Guds hus et sted, vi kan søge hen.
Når vi går til gudstjeneste, går vi ind i et rum, ind i en historie, hvor såvel levende som døde fortsat er en del af samme historie, af kristendommens, af Guds store historie. Her bliver vi forenet i en fælles historie, hvor fremtidsperspektivet ikke er ophørt, selv om vi har mistet én af vore kære, i stedet mindes vi om, at fremtidsperspektivet er forvandlet. Døden er ikke tomhed, men forvandling, døden er ikke det sidste, for kristendommen forkynder paradokset, at livet kommer efter døden, at påskedag, livets dag, kommer efter langfredag, dødens dag. Det evige liv i Guds Rige er en del af Guds historie med os, ligesom vores daglige liv er det. Heri er vi forbundne, også med dem, der er gået foran os.
Til en Alle Helgensgudstjeneste bliver vi mindet om, at vi ikke er alene, at vi ikke skal bære lidelsen alene, der er én, der følger os – også når vi, som Guds egne søn, føler os gudsforladte. Gud følger os, han er med os alle dage indtil verdens ende, som det blev lovet os i vores dåb, og det er dét, vi har at holde os til, når vi overvældes af det ubærlige.
I et sorgforløb skal vi igen og igen hente styrke og ressourcer i os selv for at komme videre, det er som om, vi venter at kræfterne først og fremmest skal komme indefra. I Guds hus kommer vi for at tage imod, ikke for at yde, ikke for at hente overskuddet fra os selv, vi kommer for at modtage, for at tage imod livet, tage imod tilgivelsen, imod håbet og troen – for at tage imod kærligheden fra Gud. Opleve, at der kommer noget til os udefra, ja, at det største kommer udefra.
Gudstjenestens sigte har været at : se tilbage – se på livet her og nu – og – se fremad.
Vi har set tilbage:
Set tilbage på de mennesker, vi har været samlet for at mindes. Der har været tændt et lys for hver eneste, der afsluttede sit liv på SMHC, og alle navnene er blevet læst op af fire sygeplejersker. Lysene stod grupperet i fire grupper, én for hver årstid, og der blev spillet cellomusik ind imellem oplæsningen af navnene på de, der døde i den pågældende årstid. Det gav ro og tid og respekt for den enkelte families sorg. Vi tændte lys for hver enkelt, for vi har brug for at samles om lyset, når mørket truer med at overvælde os.
Vi har set tilbage, måske med vrede, måske med tak, måske med fortvivlelse, måske med forligelse. Vi har ikke definitivt sagt farvel, men i stedet forsøgt at finde en plads i vore hjerter til dem, vi har mistet og bedt om at finde trygheden i troen på, at de er i Guds varetægt, at Guds kærlighed følger dem, dér hvor vi ikke længere kan.
Vi har set på livet her og nu:
Set den efterladtes virkelighed i øjnene, set savnet, ensomheden og tabet i øjnene med bøn til Gud om at få styrke til at leve den svære tid igennem, i tro på, at vi ikke er overladt til os selv, men at Gud følger os selv i det dybeste mørke – vi er ikke alene her og nu, og vi er ikke henvist til at skulle finde troen og håbet i os selv. Der er noget, der kommer til os udefra, fra livets og kærlighedens kilde, fra Gud.
Vi har set fremad:
Vi har set fremad med minderne som ballast, såvel de lyse som de mørke, i tillid til, at også livet her og nu vil sejre over døden, som i den første påskemorgen, at der er et liv for den efterladte også, et liv, der igen vil blomstre, et liv, hvor det vil vise sig, at livet og kærligheden er stærkere end døden og mørket – og at vi heller ikke fremover er alene.
Vi har set fremad med Søren Kierkegaards ord ”at tro på Gud, det vil sige, at tro på, at der er mulighed” – ja, at der er mulighed såvel i livet som i døden.
Med Guds velsignelse lyst over os, vendte vi alle tilbage til hverdagen, og efter gudstjenesten var der samvær i Sct. Norberts Skoles samlingssal, hvor nogle af de frivillige havde gjort klar med vin og vand, ost , brød og frugt, så vi alle fik lidt rejsekost i form af fællesskab og føde.
|
| |
