Det er en naturlig del af hospicetanken, at her er frivillige som en del af hverdagen, og du vil møde dem i mange forskellige roller. Vores frivillige deltager ikke i den sundhedsfaglige behandling eller personlig pleje af patienterne, men deres medmenneskelighed kan spille en væsentlig rolle i at forbedre patienternes mentale livskvalitet. Fælles er det, at de har til formål at være næstekærlige medmennesker, der skaber en atmosfære af nærvær og hjertevarme.
De frivillige fungerer som værter ved et middags- eller aftensmåltid i vores fælleskøkken for de patienter og pårørende, der ønsker at spise med. Værterne er tilstede med deres nærvær under hele måltidet. De sørger for en flot borddækning, og skaber en hjemlig og hyggelig stemning for patienter, pårørende og ansatte ved måltiderne.
Igennem hele året er der opgaver at se til på vores udendørsområder, men særligt om foråret og sommeren har vores pedeller brug for en ekstra hånd, og her giver haveholdet gerne et nap med. Sammen sørger de for at holde udeområderne i fin stand, hvor der klippes ned, slås græs, plukkes æbler, luges, samt mange andre opgaver, der får hospice til at se indbydende ud. Er du haveinteresseret og går meget op i havearbejde, så kunne vi godt bruge flere frivillige i vores havegruppe.
En række frivillige sørger hele året for, at der rundt på vores arealer er smukke blomsterdekorationer, friske blomster i vaserne og vander planterne i fællesarealerne. Blomsterholdet har ekstra travlt i december måned, hvor de med juledekorationer, gran og kogler får huset til at emme af jul.
Om mandagen sidder der altid en gruppe frivillige og nørkler med håndarbejde. Man er altid velkommen til at deltage i aktiviteten eller blot at kigge forbi for at snakke og få sig en kop kaffe. Nørklegruppen er for både patienter og pårørende.
Sct. Maria Hospice afvikler løbende forskellige arrangementer og aktiviteter, hvor de frivillige er engageret. Det kan være til sang og musik, oplæsning, småkagebagning, bålaften – eller bare med sit nærvær for de patienter og pårørende, der trænger til en kop kaffe og en sludder.
De frivillige bidrager med en række praktiske opgaver, som beriger hospice-miljøet og supplerer den daglige drift. De engagerer sig i opgaver som ledsager ud af huset, oprydningsopgaver, kreative sysler som pryder huset, hjemmebag til patienter og pårørende, fælles TV-hygge, løbe ærinder og meget andet som bidrager til den gode atmosfære og hjemlige hygge.
I frivilliggruppen har vi et koncertudvalg, som er med til arrangere koncerter med frivillige musikere på hospice. Udvalget står for alle de praktiske opgaver før og efter koncerten. Vi er på hospice meget taknemmelige over, at mange dygtige musikere lægger vejen forbi Sct. Maria Hospice til stor glæde for patienter og pårørende. Der afholdes som minimum 2 koncerter om måneden.
Vi har hver torsdag besøg af Coco - vores dejlige besøgshund! Coco er en sød, glad og dejlig hund, som glæder mange med sit besøg - både patienter og pårørende. Coco besøger sammen med sin hundemor patienterne på stuerne. Coco må gerne komme op i sengen og ligge, hvis patienten ønsker det, og det kan være med til at skabe hygge og ro på stuen. Coco er også gerne sammen med børn som kommer på besøg på hospice. Ønsker man besøg af Coco, aftales det med sygeplejersken, der er på stuen, den pågældende dag.
Som frivillig kan man melde sig til at være "småkagebager". Duften er hjemmebag er skøn og spreder sig til det meste af huset, når ovnen er i gang - og bedst af alt, så er der altid en smagsprøve klar i køkkenet!
Under indlæggelse kan det opleves, at nogle patienter har få pårørende eller et familieliv med en travl hverdag, der begrænser deres tid sammen. I sådanne tilfælde er en besøgsven en værdifuld støtte, der bringer både selskab og aflastning til både patienten og deres familie. Nogle går en tur med patienten, går ærinder, spiller kort, læser op, skriver dagbog, sludrer eller det som patienten har brug for.
Der kan være situationer, hvor en patient og/eller familien har brug for hjælp og støtte til at være hos patienten om dagen eller om natten. Det kan være i situationer, hvor patienten er urolig eller angst for at være alene, eller når familien trænger til hvile. Ønsket om en vågevagt eller "værevagt" aftales altid med kontaktsygeplejersken, lægen og frivilligkoordinatoren. Vi vil gøre meget for at tilgodese ønsket, men kan desværre ikke altid opfylde alles ønsker.
For at blive frivillig på hospice skal man først sende en mail til frivilligkoordinator Hanne Kaaberbøl. Du vil herefter modtage et svar om en evt. videre aftale om et "kaffemøde" på hospice, hvor hospice ønsker at høre mere om dig og dine tanker om at blive frivillig. Derudover vil Hanne fortælle mere om, hvad det frivillige arbejde indebærer, end det man kan læse sig til her på siden.
Hvor mange vagter skal man have som frivillig? Når man bliver frivillig på hospice forventes det, at man kan byde ind med minimum 2-3 vagter om måneden.
Hvor lang er en vagt? En vagt på hospice er altid 4 timer. Vi har formiddagsvagter fra kl. 10.30 -14.30 og aftenvagter fra kl.16.30-20.30
Skal man også byde ind med vagter i weekender og hellig dage? Ja,- som udgangspunkt skal alle kunne byde ind med en weekendvagt (4 timer) en gang i mellem - det samme gælder i helligdagene.
Holder man møder i frivilliggruppen? Ja, - der afholdes ca. 4 fællesmøder om året. Møderne placeres på hverdage fra kl. 16.00-17.30. Det forventes at man som frivillig prioriterer disse møder højt, da de altid har et fagligt og socialt sigte.