Når livet er slut

En stor del af vores arbejde er at skabe rammerne for en god sidste tid, med lindring, behandling, pleje og omsorg. Både for patienter og pårørende.

Også efter dødsfaldet har vi ritualer og opgaver, der skal give de pårørende den bedste mulighed for en god afsked i rolige omgivelser.

Når døden nærmer sig 

Når en alvorligt syg person nærmer sig livets afslutning, kan der opstå usikkerhed og spørgsmål hos de nærmeste. Disse spørgsmål kan handle om, hvad man kan forvente i den sidste tid; hvilke tegn der viser, at døden er nært forestående? 

Personalet på Sct. Maria Hospice vil være behjælpelig med at besvare spørgsmål, der måtte opstå. Vi samarbejder tæt med de pårørende for at lave individuelle aftaler om, hvordan og hvornår vi skal kontakte jer ved forværring eller dødsfald. 

Efter dødsfaldet

Sygeplejersken, der er omkring patienten ved dødsfaldet, hjælper de pårørende med at finde ud af de praktiske ting, der skal ske.

Sygeplejersken istandgør den afdøde, og iklæder det tøj afdøde selv har ønsket, eller det de pårørende har valgt. For nogle pårørende kan det give mening at hjælpe med dette. 

Det er de pårørendes ansvar at kontakte en begravelsesforretning. Hvis det ønskes, er det muligt at afholde møder med begravelsesforretningen på hospice, hvor vi skaber et fortroligt rum for sådanne samtaler.

Planlægning af begravelser eller bisættelser sker i tæt dialog med en begravelsesforretning, og dette sker uden direkte involvering fra hospice. 

Begravelsesforretningen vil være behjælpelig med de praktiske arrangementer omkring begravelsen eller bisættelsen.

Ritualer 

  • Lystænding
    Når der har været dødsfald på hospice, markeres dette ved, at der tændes to lys på en lille hylde ved hovedindgangen. Her vil også stå, hvem der er død, samt et vers som hilsen til afdøde og de efterladte. 
  • Udsyngning 
    En del patienter ønsker at blive sunget ud fra hospice. De praktiske forhold omkring dette kan aftales med personalet og/eller begravelsesforretningen.

Tilbud på Sct. Maria Hospice til de efterladte

Pårørendeaften

Som efterlevende inviteres man til at deltage i pårørendeaften, som finder sted i marts og september. Cirka 1 måned inden afholdelse, vil der blive udsendt invitation på mail.

Andre tilbud til efterladte

Foruden de arrangementer Sct. Maria Hospice tilbyder, er der flere andre steder, hvor efterlevende kan søge støtte og trøst:

  • Kræftens Bekæmpelse: Hos Kræftens Bekæmpelse findes der flere tilbud, både samtaler individuelt og grupper for efterladte. Kontakt den nærmeste kræftrådgivning, som du kan finde her. Læs mere på www.cancer.dk
  • Sorggrupper i Folkekirken: Mange folkekirker i Danmark tilbyder lokale sorggrupper. Find information om disse grupper på www.sorg.folkekirken.dk
  • Børn, Unge og Sorg: Tilbyder gratis psykologisk behandling til børn og unge under 28 år, der lever med alvorlig sygdom i nærmeste familie eller har mistet et nærtstående familiemedlem. Læs mere på www.bornungesorg.dk
  • Praktiserende læge: Ved behov for hjælp til sorgbearbejdningen som efterladt, kan man besøge sin praktiserende læge, der i samråd med den efterladte kan finde ud af, hvilken form for hjælp, der evt. skal iværksættes.
luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere